Af Arendse Wenzel Måge, fhv. praktikant fra Benediktekirken i Hamborg

Luk øjnene og forestil dig en kirke. Hvordan ser den ud? Gå ind, stik næsen frem og fortæl mig, hvordan der dufter – lidt af fugt, måske af røgelse eller mere af gløgg? Og sig mig så, hvad du tror, der sker herinde? Skal man bede, må man bande, og er det noget med, at man skal være stille? Er det et sted med plads til alle, eller ét hvor man skal strenge sig an for at passe ind?

Jeg tror, at der i denne stund fremkaldes mange forskellige billeder, for er der noget, jeg har lært i min tid som praktikant i Sømandskirken i Hamborg, er det, at danskere har meget forskellige idéer om, hvad en kirke er for en størrelse, og forskellige forventninger til, hvad der møder og forventes af én, når man træder ind i den. Og at man, hvis man vil have flere unge til at finde en tryg base i kirken under deres udlandsophold, må gøre det krystalklart, hvad netop denne kirke står for og byder på. For hvad en kirke – og særligt én i udlandet – er, giver ikke sig selv.

IDÉHISTORIE I PRAKSIS

I september satte jeg kursen mod Hamborg, hvor jeg som led i min kandidatuddannelse i Idéhistorie skulle tilbringe 3½ måned i praktik hos sømandskirken på et projekt om at genstarte og videreudvikle dens ungdomsarbejde, som havde ligget stille i halvandet år på grund af corona. I mellemtiden var der kommet ny præst og nyt menighedsråd, hvilket betød, at ”plejer” var død, og at der var brug for at finde ud af, hvad kirken i dens nye sammensætning ville være for de unge – og om de unge havde nogen interesse i dét.

Det var her, jeg kom ind i billedet. For som idéhistoriker er jeg skrap til at afdække, hvad der betyder noget for folk, og hvad de helt præcis forstår ved det.

Idéhistorie er nemlig kort sagt studiet af, hvordan mennesker har tænkt om ting til forskellige tider – hvordan idéer er opstået, har udviklet sig og påvirker måden, vi tænker over og agerer på i verden den dag i dag. Her lærer man lynhurtigt at aflæse, hvilke forskellige forståelser, der er på spil i en situation, og spotte, hvornår de kommer på kollisionskurs, og hvordan de sætter sig igennem i praksis.

I Hamborg skiftede jeg de tykke bøger og støvede dokumenter, jeg er vant til, ud med løbende samtaler med præsten og interviews med menighedsrådets medlemmer samt unge danskere i byen, som havde forskellig grad af tilknytning til kirken. Her undersøgte og sammenlignede jeg præstens og menighedsrådets visioner for ungdomsarbejdet med de unges interesser og behov for at se, hvor der mon var konflikter, der skulle adresseres, og hvor der var overlap, som man kunne udvikle nye arrangementer og initiativer på baggrund af. På særligt ét punkt fandt jeg store forskelle; nemlig på hvad de forstod ved ordet kirke og syntes, det signalerede.

HVAD VIL ”KIRKE” SIGE?

Jeg opdagede, at der hersker mange forskellige idéer om, hvad en kirke er og skal kunne, og at usikkerheden omkring det kan være et bump på flere unges vej ind i kirken. De unge, jeg interviewede, lagde alle sammen uopfordret stor vægt på at vide, hvad der venter dem i kirken. Det var ikke noget, jeg spurgte til, men noget de selv bragte på banen, både blandt dem, der kom til kirkens ungdomsarrangementer, og dem, der ikke gjorde.

For én betød det meget for, at hun var begyndt at komme til kirkens ungdomsarrangementer, at hun havde boet i udlandet før og dér havde stiftet bekendtskab med en anden dansk udlandskirke. Hun havde derfor allerede et billede af, at ”sådan én ikke ville ligne eller være lige så højtidelig som en kirke hjemme i Danmark, og at man ikke bad bordbøn eller overhovedet behøvede at tro”. For en anden var manglen på sådan et billede dét, der gjorde, at hun ikke kom afsted, selvom hun flere gange havde overvejet det; ”ville alle andre være meget yngre eller ældre end mig, ”mega kristne” eller kende hinanden i forvejen?” Når hun sagde sin tvivl højt, syntes hun, at den virkede så lille, at det næsten var fjollet, at den skulle have lov at stå i vejen. Men i en travl hverdag i en ny by, hvor man i forvejen bruger en masse energi på at knække kulturelle koder og leve op til nye forventninger, fik den lov til det.

At de unge kan være i tvivl om, hvilken betydning de skal lægge i ”kirke”, er ikke så underligt. Det har altid været debatteret og under udvikling – Augustins kirkebegreb er ikke det samme som Luthers eller Grundtvigs – og heller ikke i menighedsrådet herskede der enighed. Her var der både dem, der så arbejdet med de unge som noget, kirken lavede på trods af, på grund af, i brud med og i forlængelse af rollen som kirke. For nogen var kirke en rød tråd igennem hele institutionens virke, mens andre så det som en tung og kluntet betegnelse, der kunne komme til at spænde ben for det, den prøver at opnå.

IKKE INDLYSENDE

Der er ikke noget at sige til, at de unge kan være i tvivl. Og er der én ting, jeg er sikker på, så er det, at denne tvivl aldrig vil blive bragt til ro – det kan den ikke, og det skal den ikke – så hvad gør vi så for at mindske de bump, den kan give på vejen, når unge skal stifte bekendtskab med kirken? Ved at tale højt og tydeligt tror jeg; højt og tydeligt om, hvordan tingene foregår i lige præcis denne kirke. Jeg tror, at der ude i de enkelte kirker er meget at vinde ved ikke bare at tænke i synlighed, men også i gennemsigtighed. Ved ikke bare at være reklamerende, men også deklarerende –ved ikke bare at sige ”kom og vær med”, men også med ord og billeder, mundtil-mund og på sociale medier vise, hvad arrangementerne i denne kirke går ud på. Hermed kan man måske adressere nogle af de mange forståelser af ”kirke”, som nogen ikke kan genkende sig selv i direkte: Beder vi bordbøn her? Skal alle være med? Taler vi meget om Jesus? Skal man tro? Og kan man få sig en øl?

For svarene giver ikke sig selv. De kan måske virke indlysende, hvis man har boet i udlandet og kommet i den danske kirke dér i mange år. Men hvis man er ung og lige rejst ud på udveksling, i praktik, som au-pair eller på interrail, har man ikke de store forudsætninger for at vide det. Da jeg selv rejste ud, vidste jeg, at kirkerne ikke gav sig selv, når det kommer til økonomi og drift – hver dag knokler medarbejdere og masser af frivillige for at samle penge ind til at holde kirkerne ved lige og fulde af liv – men med mig hjem fik jeg en forståelse for, at det samme gør sig gældende på et sprogligt plan; at hvad en kirke betyder, ikke er noget, der giver sig selv.