Asbjørn Bonfils, studerende. Foto: Anne Meldgaard

I forbindelse med mit speciale i religionsvidenskab har jeg været på felttur rundt i Europa og besøgt flere danske sømands- og udlandskirker. Opgavens fokus ligger på, hvordan man som udlandsdansker bruger kirken til at ”finde tilbage til Danmark”. Jeg har fokus på savnet af dansk sprog, kultur, mad og danske traditioner, som kirkerne tilbyder udlandsdanskere. Dermed kirken som kulturbærende institution i udlandet.

I hver kirke, jeg besøgte, har jeg deltaget i de arrangementer, der har været i kirken som fastelavn, mormormad, torsdagskor, ungeaften og legegruppe for de mindste. Derudover foretog jeg interview med kirkens præster omkring kirken og om, hvorfor det er vigtigt at have en dansk kirke i udlandet. Hermed fik jeg et indtryk af, hvad kirken kan tilbyde udlandsdanskerne, og hvem der deltager i arrangementerne og, hvorfor de deltager.

Hvorfor har jeg valgt at undersøge udlandsdanskeren og udlandskirken?

Det er både af ren og skær misundelighed over at have muligheden for at bo i udlandet i en periode, da jeg ikke selv havde mulighed for det i min uddannelse. Derudover også en forundring over at turde flytte sin familie og sin sikre hverdag væk fra Danmark og bo i et andet land med anden kultur.

Det er mit indtryk, at kirkens verdslige arbejde er yderst vigtigt for udlandsdanskerne. Hvilket betyder, at vedligeholdelse af den danske kultur i udlandet er vigtig for folket, og dermed er argumentet for at vægte også de ikke direkte kristne arrangementer højt væsentlig. Det er arrangementer som torsdagskor, ungeaften og legegruppe, som binder udlandsdanskerne sammen. Netop fordi kirken stiller et rum til rådighed, hvor danskerne kan mødes, tale dansk og dermed sænke skuldrene. Man ved på forhånd, at det rum er noget, man kender til, da det er et dansk rum. Derudover er muligheden for udlandsdanskerne at skabe kontakter til andre udlandsdanskere vigtig, da man oplever ikke at være alene i en fremmed kultur og fremmed hverdag. Kirken skaber altså et vigtigt sikkerhedsnet og et rum, hvor udlandsdanskerne kan ”vende hjem” til Danmark.

Som solorejsende har jeg også selv oplevet den ensomhed, man kan føle, når man befinder sig flere hundrede kilometer væk fra familie, kæreste og venner. Her har et planlagt besøg i kirken været et friskt pust og givet mig videre energi i feltturen. At jeg kunne komme til kirken og interviewe præsten på dansk og tale dansk til andre udlandsdanskere, fik også mig til sænke skuldrene og føle mig velkommen. Det er det velkendte i en småkaotisk fastelavn med udklædte børn og voksne, den afslappende legegruppe for tumlinger og det danske køkken, som får en til at slappe af, da man ved, hvad der forventes af én, og hvad man forventer af arrangementet.

Feltturen rundt i de europæiske hovedstæder og storbyer havde først og fremmest det sigte at indsamle empiri, jeg kan analysere til specialet, men da det var selvfinansieret, brugte jeg også muligheden for at besøge nogle storbyer, jeg altid gerne ville besøge som Strasbourg og Edinburgh. Jeg prøvede også at tage ud og se fodbold i hvert et land, da jeg ved hjemmefra, at fodbold også samler folk. Her fik jeg et indblik i andre landes fodboldkultur, bl.a. ved en rigtig sjov kamp for Red Star FC i Paris. En 2. divisions arbejderklub lige uden for Paris’ kvarterer. Her faldt jeg i snak med en fan, da jeg spurgte, om han kunne fortælle mig om klubbens historie, ligaen og mulighederne for at rykke op. Efter en sejr på 4-1 mod et bundhold fra Le Mans blev der fejret, som om de havde vundet ligaen. Jeg fik tilbudt halstørklæder og andet merchandise gratis, da flere mente, det var fedt, at folk fra udlandet tog til deres klub og ikke den berømte club Paris Saint-Germain.

Jeg vidste på forhånd, at en måneds felttur ville kræve en hel del stillesiddende arbejde omkring håndteringen af indsamlet empiri og specialeskrivning. Derfor prøvede jeg at efterligne min hverdag herhjemme ved at pakke løbe- og klatresko, så jeg kunne få et afbræk fra computeren og se byerne på en anden måde.

Hele feltturen har været en rigtig dejlig oplevelse, hvor jeg har fået set en masse europæiske byer og oplevet kirkernes åbenhed for besøgende, hvilket har været tiltrængt i en mere individuel digitaliseret rejsende hverdag. Jeg er glad for, at jeg tog mig modet til at rejse alene, da jeg nu ved, at hvis noget skulle gå galt, eller jeg savner noget dansk at lave en dag, så kan jeg komme til kirkerne, selvom jeg blot er gennemrejsende.