Hvad er Danske Sømands- og Udlandskirkers sociale rolle i dag?

Af Anne. E. Jensen og Inge Kjær Andersen, hhv. formand og næstformand for Danske Sømands- og Udlandskirker

Meget har ændret sig siden 1867, hvor sømandskirken etablerede sig med et socialt sigte til gavn for danske søfarende. For lidt over 100 år siden organiseredes støtten til danske menigheder i udlandet, så de kunne opleve, at folkekirkens forkyndelse fulgte med dem ud. Også her har der været et socialt sigte med at sikre et fællesskab, sammenhold og støtte i svære tider. Den tradition lever videre i de danske sømands- og udlandskirker. Men i dag er opgaven udbygget med et godt, formelt samarbejde med det officielle Danmark om at hjælpe nødstedte danskere i udlandet. Samarbejdet supplerer det store frivillige arbejde, som fællesskabet i de danske kirker i udlandet hviler på.

I dag kan man sige, at sømandskirken og storbykirken er smeltet sammen og har store lighedspunkter i deres arbejde. I Rotterdam og Hamborg – og adskillige andre steder - er det trofaste, frivillige menigheder, som skaber store dele af den økonomi, der skal til, så sømandspræsterne og deres assistenter, udsendt af Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK), kan besøge de danske skibe for at imødekomme behovene for samtale, samvær og bekæmpelse af ensomhed. Samtidig er kirken et mødested for danskere og deres familier, der tilbyder alt dét, man kan savne, når man opholder sig eller bor i udlandet.

I Australien arbejder flere menigheder i det enorme land for, at DSUK’s udlandspræst kan komme rundt og skabe små åndehuller af dansk kultur ved gudstjenester, dåb og konfirmationer såvel som sjælesorgssamtaler, når det voldsomme vejr, pandemi og andet gør tilværelsen vanskelig og uoverskuelig.

25 skønne, unge mennesker blev i år konfirmeret i New York. To af dem var grandkusiner hhv. dansk-amerikansk og dansk-canadisk. Kirken blev her et vigtigt og glædeligt omdrejningspunkt for familierne i hhv. USA,  Canada og Danmark. Dels fik pigerne mulighed for at få konfirmandundervisning og konfirmation sammen, dels samledes man fra nær og fjern til den danske kirkelige handling og delte den fælles kulturarv.

Der er mange positive, glade fortællinger omkring kirkerne i udlandet, og dét skal der være, for at vi også kan være til stede, når livet ramler for mennesker, der er langt væk hjemmefra.

Både i sømandskirker og storbykirker er sociale opgaver en fast del af arbejdet, og vores udsendte præster og øvrige personale påtager sig helt naturligt at hjælpe, hvor mennesker har behov. Præsterne er – hvor det er muligt – også socialattachéer ved de danske ambassader. En diplomatisk formel tilknytning til ambassadens virke, som på mange måder også letter vores arbejde, og som vi kunne ønske os for flere af vores udsendte. Uanset socialattaché status eller ej, har vi alle steder, hvor vi har udsendte præster, et udstrakt og positivt samarbejde med udenrigstjenesten.

DSUK’s udgangspunkt er, at vi hjælper danskere ude; de søfarende, de unge, de gamle, de ensomme, dem, der er kommet galt afsted, og danskere, som savner dét derhjemme.

I Thailand er behovet for at løfte sociale opgaver langt tungere end øvrige steder, hvor vi arbejder, fx i relation til fængslede og udsatte med misbrug eller sindslidelser. Her er det svært – for ikke at sige umuligt -  for en lokal menighed at løfte den nødvendige økonomi, og DSUK har ikke midler til at finansiere arbejdet i længden. Som privat, kirkelig støtteforening finansierer vi en kirkes opstart over en kort årrække, men denne kutyme rækker ikke alle steder.

Vi er derfor meget taknemmelige for den flotte engangsbevilling på finansloven 2023, DSUK er blevet tildelt. Vi tager bevillingen som et tegn på, at det store arbejde, der gøres af sømands- og storbykirker, er blevet set og anerkendt politisk.

Og det giver god mening, at DSUK’s udsendte er Danmarks forlængede arm og varetager sociale opgaver - også på vegne af det officielle Danmark. Ambassader og konsulater står for de mere praktiske aspekter af fx dødsfald, men har ikke ressourcer eller kompetencer til at håndtere de store følelser, der kan være i spil. Det kan være svært for pårørende, og derfor er vores præster en ressource, ambassaden kan henvise til, og som kan tage over på den næstekærlige gerning, pårørende såvel som udsatte, syge og strandede landsmænd kan have hårdt brug for.  

Vi møder løbende svære skæbner, hvor præsten kaldes til, fordi den konsulære bistand ikke har mere at byde ind med. Det kan være psykisk syge, der er rejst ud for at lede efter en bedre tilværelse, og som kommer på glatis, når deres medicin slipper op. Eller unge rejsende, der er blevet frarøvet alt og har brug for et sæt tøj, et måltid og en overnatning i kirken. Ensomhed blandt danske ældre i udlandet er også en opgave, vores udsendte arbejder med. Eventyret, om en pensionisttilværelse under varme himmelstrøg, forandres hurtigt, når den ene falder fra, og den anden sidder tilbage uden kræfter eller midler til at komme retur til Danmark og uden at kunne sproget, dér hvor eventyret gik hen. Der er nok at tage fat på!

Samarbejdet med udenrigstjenesten kommer til udtryk i bred forstand. Fra koordinering af fængselsbesøg til opkaldet til præsten om at komme til ambassaden, hvor der står et ungt menneske i sørgelig forfatning, som gerne vil hjem til Danmark. Hverken ambassaden eller kirken kan trylle midler eller hurtige løsninger op af hatten, men ofte kan præsten fortsætte kontakten og støtten til familie og venner hjemme i Danmark samtidig med samtale og omsorg det pågældende sted.

For fængslede danskere på fjerne destinationer er straffene ofte meget lange og forholdene i fængslerne grelle sammenlignet med danske forhold. Nogle steder afsoner man 20 personer i en lille celle, og der er ikke nødvendigvis nogen, der taler engelsk – heller ikke blandt fængselsbetjentene. Forplejning og sygdomsbehandling kan være på et overlevelseskritisk niveau. Her bliver præstens besøg og aftale med et familiemedlem om 100 kr. tilskud om måneden en næstekærlig hjælp, vi knapt kan begribe omfanget af.

Det er disse svære sociale opgaver, man ikke kan forvente, at en lokal dansk menighed kan bære økonomien for ved hjælp af julebasarer og salg af danske varer i kirkens butik. Det er hér, den ekstra bevilling kommer til at gøre den største forskel.

Med de ekstra penge skal vi etablere en indsats, først og fremmest i Thailand, hvor vi i højere grad kan gøre dét, Kirkens Korshær gør herhjemme i Danmark: Komme nødstedte til undsætning. En indsats i samarbejde med ambassaden og andre stærke aktører.

Vi vil forvalte de ekstra fem millioner med stor omhu, så de også giver en grad af fremtidssikring for det arbejde, der sættes i gang, men grundlæggende er det den faste bevillig på finansloven, der definerer, hvordan vi på sigt kan planlægge, ansætte og fastholde de rette indsatser.

På vores repræsentantskabsmøde lørdag 26. august vil vi dele den gode nyhed og den store udfordring med delegerede og gæster, som privat, via en organisation, fra Det Blå Danmark eller igennem deres danske sognekirke, støtter DSUK’s arbejde og den kristne forpligtelse, vi har for hinanden.

Vi takker for den politiske interesse, vi har opnået hos partierne bag finansloven: Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Og vi ser frem til en fortsat dialog om det nødvendige diakonale arbejde for nødstedte danskere specifikke steder i udlandet og den nødvendige politiske bevågenhed på dette.