Endelig!

Efter timers fiflen med forsikringer, visumansøgninger og andet godt papirarbejde kan vi nu læne os tilbage og nyde vores år i Sydney. Den første tid hernede har bragt et hav af indtryk og oplevelser med sig. Vi skulle inkorporere og forholde os til nye arbejdsrutiner, nye mennesker og nye omgivelser samtidig med, vi har forsøgt at skabe en hel ny hverdag i et nyt samfund.

Australien minder givetvis på mange måder om Danmark - bare langt større og med langt bedre vejr. Men hvad der er kommet bag på os begge, er de forskelle på det danske og det australske samfund, der gemmer sig under overfladen. Her kan blandt andet nævnes fænomenet ’aussie time’. Vi har begge rejst i lande som Iran og Mexico, hvor tid er et relativt begreb, og hvor man snildt kan møde op 30-45 minutter efter aftalt tidspunkt uden noget sved på panden. Vi troede dog ikke, at vi skulle finde samme laissez faire-tilgang (red: laden stå til) omkring tid, og navnlig andre menneskers tid, i et moderne i-land. Her har vi måttet sande, at et lignende syn på tid lever i bedste velgående i det australske.

Vi har hurtigt adopteret de kulturelle forskelle, lært vores arbejdsrutiner og fundet os tilrette hernede. I denne sammenhæng, vil vi begge gerne sige et KÆMPE tak til Astrid og Ditte, de tidligere ungdomsassistenter. Overgangen var aldrig gået så gnidningsfrit, hvis det ikke havde været for dem. De havde planlagt vores første uger hernede og gav sig tid til at sætte os begge ordentlig ind i tingene - både de arbejdsrelaterede og de private aspekter. De fortjener stående bifald.

De første dage var det en kæmpe øjenåbner at opleve, at der selv 16.000 km fra Danmarks grænser findes små danske samfund. For det er i bund og grund det, kirken hernede er. Et lille stykke af Danmark. Medlemmerne tæller alle aldersgrupper, men særligt ‘damerne’ har gjort indtryk på os. ‘Damerne’ er en gruppe pensioneret kvinder, der kommer i kirken hver anden onsdag og laver julepynt til vores julebasar. Når de kommer, spiser vi morgenmad sammen med dem. ‘Damerne’ minder os begge om vores bedsteforældre, så når hjemveen fra tid til anden melder sig, er det hyggeligt at have samvær med dem. Det kompenserer lidt for den familie, vi savner hernede.

Afslutningsvis er der ikke andet at sige, hvad der blev nævnt i indledningen: Vi er så klar til at suge til os, nyde den rige natur, det fantastiske byliv, det eminente vejr og alt andet godt Australien har at byde på – ’aussie time’ eller ej.

Af Andrea Larsen og Filip Jochumsen