02/07/2024 0 Kommentarer
Jeg tror, fordi jeg ikke kan andet
Jeg tror, fordi jeg ikke kan andet
# What's cooking
Jeg tror, fordi jeg ikke kan andet
Af Elisa Maria Lund Hviid
Hvem eller hvad er Gud? Er det den mand, jeg er stødt på, skitseret på ark i folkeskolens kristendomsundervisning? Eller er det en figur uden køn? Eller er det ingen? Måske nærmere – intet?
Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke til, hvad der er rigtigt og forkert i den sammenhæng. Men jeg ved, at jeg tror på noget. Men hvorfor tror jeg, og hvorfor tror jeg nu?
Jeg tror, fordi jeg ikke kan andet. For hvordan kan man andet, når man netop har oplevet noget meget specielt og meget fint. I starten af sommeren fløj jeg hjem til Danmark efter ti måneder som juniorassistent ved Margrethekirken i Mijas nær Málaga.
Her var jeg tovholder for Solkystens Ungdomshus, med formålet at skabe et trygt og stabilt netværk for de danske unge bosiddende i området. Jeg tog derned uden at vide, hvad jeg tog til. Men jeg var aldrig i tvivl om at søge stillingen. Ja, faktisk var jeg så ihærdig, at jeg søgte den to år i streg, fordi et afslag ikke skulle få mig til at tro mindre på, at det var det rigtige at gøre.
For et par år siden var jeg, ved det vi kalder tilfældigheder, havnet på Dansk KFUK i London. Et dansk hostel med kristne værdier. Her mærkede jeg for første gang det fællesskab, jeg senere har været med til at danne rammerne for i Sydspanien.
Og nu, hjemvendt til Aarhus, håber jeg at kunne opleve og tage del i det samme fællesskab med mange gentagelser!
Da jeg flyttede ind på K i London, tvivlede jeg på, hvad jeg flyttede til, om jeg kunne stå inde for husets retningslinjer, og om jeg ville gå på kompromis med mig selv. Hvad et hjem med kristne værdier betyder?
Godt nok var jeg døbt og konfirmeret, bar til tider et kors om halsen og bad en gang i mellem til noget, jeg selv kaldte for Gud. Men det kristne føltes stadig fjernt, som noget større, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere, og måske som noget så stort og almægtigt, at jeg tvivlede på, om jeg var kristen nok til at være en del af et fællesskab omkring netop dette.
Men dagene gik på K i London, og ingen var for lidt kristne til at måtte være med. Nogen kom fra baggrunde, hvor de havde en del med kristne organisationer i Danmark at gøre, mens andre, ligesom mig, var kulturkristne, og andre slet ikke vil defineres som kristne. Nogle havde andre religioner, og nogle stykker havde aktivt meldt sig ud af folkekirken og kaldte sig nu for ateister.
Jeg var lettet over at måtte være med, men samtidig var jeg forvirret. For hvor lå det kristne element så henne? En søndagsmorgenmad slog det mig. Friskbagte boller og højskolesangbøger lå på langbordene. Jeg havde foldet hænderne og hviskede for mig selv fadervor i kor med de andre, som vil bede med. Mens dem, som ikke vil bede, sad stille og ventede på, at vi andre havde bedt færdigt: Det var ikke fadervor, vi var samlet om, ligesom det ikke var højskolesangbogen eller de lune boller. Alt dette var blot gode grunde for at samles og for at hygge. For at mærke trygheden og troen - på fællesskabet.
Jeg oplevede med opholdet i London, hvordan mennesker på tværs af alder, baggrund og livssituation mødtes om at være fælles om netop blot at være og være der for hinanden. Vi gav hinanden tryghed og venskab – netop de rammer, der skal til, for at f.eks. en 19-årig Elisa fik et utroligt givende ophold i London.
Givende, til trods for at det var første gang, jeg flyttede hjemmefra, og trods den - for en nyudklækket student - markant anderledes engelske arbejdskultur.
Denne tro fløj mig senere over bjerge til en dansk kirke i det sydspanske. Dagene har jeg hver og en efterfølgende svøbt i fløjl og taget med mig til Danmark, fordi jeg i Margrethekirken så og mærkede troen i mig vokse.
Jeg så ikke Gud. Jeg blev ikke overbevist om alle biblens tekster. Men jeg var som tovholder for ungdomsgruppen med til at skabe og være en del af et fællesskab, jeg synes er så fint og så stort, at jeg har lyst til at hævde, at troen lige netop dér fandt sin berettigelse. Som i London ville en del af gruppens deltagere ikke definere sig selv som kristne, og de troede ikke nødvendigvis på nogen eller noget kaldet Gud. De gik ikke i kirke, hverken i Danmark eller til Margrethekirkens gudstjenester. Og alligevel var der nu for 2. år i streg blevet givet dem – de danske unge bosiddende på Solkystenen ungdomsgruppe, med ugentlige fællesspisninger, udflugter og vedvarende venskaber. En hånd var taget om dem – ikke af pligt, ikke af familiære relationer – ja end ikke bragt sammen af en fælles gud. Men fordi menigheden, præsten og Danske Sømands- og Udlandskirker alle vil give unge danskere et trygt fællesskab langt hjemmefra. Og hvorfor?
Fordi det at være kristen ikke kun har noget at gøre med Gud og kirke, men er en holdning til, en tanke om, en tro på at være der for vores næste.
Jeg er hjemvendt til Danmark med tanke på at studere teologi, fordi jeg stolt og glad og beæret kan sige, at vi i fællesskab skabte og nød og var en del af noget helt specielt i en dansk kirke i Spanien. Med specielt ikke ment, at det ikke var noget, som kunne finde sted andre steder. For jeg har jo netop oplevet dette fællesskab nu to steder.
Og jeg glæder mig til at bo i Aarhus, fordi jeg tror på, at jeg også her vil kunne opleve det.
For det er ikke eksotiske fornemmelser, som giver fællesskabet drivkraft. Med disse ophold er jeg blot blevet bedre til at værdsætte de mennesker, jeg møder.
Hverken i London eller Mijas havde vi netværk ud over måske få kollegaer og så de andre fremmede danskere. Og når man ikke kan søge til den gruppe af venner eller familien, som sidder i Danmark, og samtidig har lyst til at være omgivet af nære relationer, så må man “nøjes”.
Og pludselig viser det sig, at det man nøjes med, bliver til de bedste venner, fordi alle tror på, at fællesskabet vil lykkes.
Med de ord skrevet, vil jeg sende en tak til Dansk KFUK i London og menigheden i Margrethekirken for at have givet mig og andre unge danskere endnu flere grunde til at tro.
Og så vil jeg ønske de nye juniorassistenter og deres passion for fællesskab alt det bedste.
Kommentarer