Prædiken ved Landemode i Københavns Stift

Prædiken ved Landemode i Københavns Stift

Prædiken ved Landemode i Københavns Stift

# Nyheder

Prædiken ved Landemode i Københavns Stift

LANDEMODE torsdag 7. oktober 2021

Prædiken af Selma Ravn

Den barmhjertige samaritaner kan ret hurtigt blive til: Der var engang en indianer. I hvert fald hvis man hvisker fortællingen til en konfirmand, der hvisker den videre til en anden, der igen hvisker den videre. Der skal overraskende få led til før samaritaneren er indianer, og det er lidt uklart om det i virkeligheden var røveren, der lå halvdød tilbage. Sådan var det, da jeg huserede på Christianshavn og lavede denne øvelse med de skønne børn, der nærmest faldt ind i kirken i 7. klasse. Det siger selvfølgelig noget om mundtlig overlevering, men det siger også noget om hvor spinkelt et grundlag de unge mennesker kommer til kirken med, når det er tid til at få bekræftet sin dåb.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er vel nok den mest ikoniske lignelse af dem alle. Det er den vi hiver frem, når vi skal beskrive hvordan man kan være god og omsorgsfuld, men også hvordan ondskab og ligegyldighed tager sig ud. Det er den vi tyer til, når vi skal afklare hvad der forventes af os, hvordan vi bliver de bedste udgaver af os selv. Men det er også den vi slår hinanden i hovedet med, når vi er politisk uenige om, hvorvidt vi skal hjælpe den fattige, den fremmede og den flygtede.

Jeg ved slet ikke om man kan finde på noget at sige om den, der ikke allerede er sagt i et utal af variationer, men det er denne eftermiddags opgave, for sidste år var det mig i hvidt, og i dag fylder Desmond Tutu 90, og han kan om nogen høre Herren sige: Gå du hen og gør ligeså, når han beskriver det at vise omsorg og generøsitet, som en glæde der skal deles, og ikke som en byrde der skal bæres.

Fortællingen har alt hvad der skal til for at blive en bestseller - spænding, drama og en lykkelig slutning. En stakkels mand der falder i røveres kløer, et par synagogefolk der går fordi, og så en uventet heltegerning, der giver os troen på fællesskabet igen. Fortællingen er svaret på et meget konkret spørgsmål: Hvordan arver jeg evigt liv. Måske er det alle menneskers grund spørgsmål, hvordan undgår vi, at den død, der skiller os fra hinanden, og tager magten over os. Og svaret giver spørgeren først selv i det dobbelte kærlighedsbud, men han vil gerne have uddybet hvem næsten er, måske han også kunne have haft glæde af at spørge hvem Gud er.

Jeg er Herren, står der efter hvert bud i linjerne fra 3. Mosebog. Jeg er Herren, står der igen og igen, måske som en blåstempling af de gode intentioner for fredelig sameksistens. Jeg har mere lyst til at høre det som en kærlig insisteren. Jeg er Herren, glem det ikke, og elsk så din næste. 3. Mosebog er lovbogen, en endeløs opremsning af anvisninger til hvad man må, hvornår, hvor og med hvem. Jeg tror bestemt der er en slags lettelse i at få det hele fortalt, en tryghed i at kunne slå op og vide sig sikker. Det giver uden tvivl et stærkt fællesskab, men det bliver også et ekskluderende fællesskab og dermed, på en måde, et lidt fattigt fællesskab. Det sætter skel og holder ude og begrænser, men det kommer også til at kræve mere legitimitet, og pludselig bliver Gud gidsel i menneskets systemer. Det var i øvrigt i 3. Mosebog, at både præsten og levitten kunne hente deres undskyldning, for at lade en døende mand ligge ved vejen uden at række ham en hjælpende hånd.

Og selv om de for så vidt var lovligt undskyldt, i ordets smalleste betydning, så er der nok en stærk pointe i, at de har fået en plads i lignelsen. For hvad hjælper det at stå i kirken og gøre sig vigtig på Guds ord, hvis ikke man forstår at forkyndelse også gøres med hænderne. Hvad nytter det at kloge sig på prædikestolen, hvis ikke ordene bliver til Gudsrige-handlinger. Hvis vi ikke helt eksplicit går hen og gør ligeså. Tomme ord er der nok af i denne verden, og de gode intentioner står i kø, men hvis ikke der er handling bag, forbliver ordene tomme og alt det gode vi ville, bliver aldrig konkret.

Gå du hen og gør ligeså, siger Jesus. Næsten viste sig som en barmhjertig samaritaner, han gjorde helt uden ord, han gjorde det rigtige selvom han var forkert, måske kunne han slet ikke lade være. Man kan godt kalde barmhjertighed for en spontan følelse, der vækkes i os i mødet med den anden. Det er det bestemt også. Men hvad når den ikke vækkes? Hvad når vi går forbi, når vi bare ikke føler os truffet? Eller endnu værre, hvad når vi føler afsky eller had.

Jeg tror, der er svar at hente i kærlighedsbuddet. Der står ikke: du KAN elske din Gud og elske din næste som dig selv, hvis du føler for det. Det står der bare ikke. Der står du SKAL. Det er ganske enkelt din pligt at være næste for nogen, en medmenneskelig pligt, en bydende nødvendighed, men også en hyldest til Herren. Næsten er ikke altid den vi forventede, eller den vi drømte om, men når vi byder os til og når vi tager imod, så opdager vi den store glæde, der ligger i både at kunne give og få hjælp, omsorg og opmærksomhed. Det er i hvert fald meget tydeligt dér hvor jeg huserer nu, i de danske kirker i udlandet, hvor der er masser af handling bag ordene, og hvor forkyndelsen i høj grad ligger i hænderne. Når vi ægte får øje på hinanden, ligesom Gud har øje på os, så blomstrer fællesskabet, så løfter vi i flok, og så bliver det en anelse nemmere at være til, når vilkårligheden hærger og magtesløsheden bare slår sig ned.

Er det nemt? Nej. Lykkes det hele tiden? Langt fra. Er det en betingelse for evigt liv? Det kan jeg ikke forestille mig. Skal vi alligevel gøre os umage? Altid. Er vi alene om det? Aldrig. Den barmhjertige samaritaner kunne nok i virkeligheden sagtens have været en indianer. Amen!

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed