29/08/2024 0 Kommentarer
Kronik i Kristeligt Dagblad
Kronik i Kristeligt Dagblad
# Nyheder
Kronik i Kristeligt Dagblad
Kronik bragt i Kristeligt Dagblad optil repræsentantskabsmøde 2024.
Samspillet med folkekirken
Af formand Anne E. Jensen og næstformand Inge Kjær Andersen, Danske Sømands- og Udlandskirker
Den danske kirke i udlandet er folkekirken i udlandet, forstået på den måde, at det er danske folkekirkepræster under tilsyn af danske biskopper, der forkynder på evangelisk-luthersk grundlag. Men grundlaget for Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK), som ansætter og udsender præsterne, såvel som den danske kirke i udlandet, der modtager præsten, er et helt andet. DSUK og kirkerne ude er private organisationer og ikke juridisk en del af folkekirken.
Til gengæld er samspillet med folkekirken meget afgørende for kirkerne i udlandet. Det sikrer, at danskerne udenfor fædrelandet mødes af en genkendelig kirke, når de kommer i den danske kirke i udlandet, og at denne udvikler sig, i takt med at folkekirken herhjemme forandres. Dette sikrer samtidig en vigtig folkelig forankring og forståelse af os som organisation, når vi udsender præster til kirkerne i udlandet. Den danske kirke i udlandet har stor glæde af samspillet med folkekirken, og folkekirken kan også have meget gavn af samspillet med kirkerne ude. Dels ved inspirationen fra kirker, som arbejder under markant andre vilkår, og dels gennem udvekslingen af præster mellem Danmark og udlandet; præster, der kommer hjem igen med nye og anderledes erfaringer, som kan sættes i spil i folkekirken.
For 20 år siden blev DSUK dannet ved en fusion af Sømandskirken og Dansk Kirke i Udlandet – de to gamle organisationer tilbage fra 1867 og 1917, som arbejdede parallelt igennem næsten 100 år. I slutningen af august fejrer vi jubilæet med forslag om et nyt og mere fremadskuende navn, nemlig: Den Danske Kirke i Udlandet. Vi er i dag én samlet organisation, og på 20 år har ihærdige folk skabt et stærkt og forenet fundament at arbejde ud fra. Det har vi brug for at markere og være stolte af, ligesom vi har brug for et nutidigt og mundret navn, når vi skal rejse midler til vores arbejde.
Vi er kirke og samlingssted for mange forskellige grupper af danskere og dansksindede: de udsendte, de søfarende, sydslesvigerne, emigranterne og mange andre. Vi gør danskerne stærkere ved at tilbyde dem et sted og en menighed at knytte an til, og vi gør Danmark større, når vi samarbejder med udenrigstjenesten og Det Blå Danmark.
Med valget af et nyt navn – der samler alle de danskere, vi arbejder for – sammen med et nyt logo, der peger på vores forankring, vil vi lægge fundamentet til en styrket kommunikation af organisationens arbejde, og det er der god grund til.
Vi oplever i disse år stor opbakning og økonomisk støtte både fra politisk hold og fra fonde, ikke mindst de maritime. Støtte, som gør det muligt at fremme kirkernes diakonale opgaver, arbejdet for søfarende, kulturelle aktiviteter og i det hele taget at styrke kirkerne som samlingspunkt for danskere og dansksindede i udlandet.
Samtidig er vi så privilegerede at opleve stor anerkendelse fra det officielle Danmark, og det er en overordentlig stor glæde, at H.M. Kong Frederik 10. har valgt at være protektor for vores organisation. Dette vigtige signal forpligter ekstra til at være dét Danmark ude, som mange forbinder med den danske kirke i udlandet. Der, hvor deres børn kan møde den danske kultur, hvor de kan synge de danske salmer, høre forkyndelsen på dansk, se dansk kunst, deltage i koncerter, forfatterarrangementer og foredrag og meget mere, som binder trådene til Danmark.
Den danske kirke i udlandet er et vindue til Danmark, ligesom danskerne i udlandet er repræsentanter for vores nation. Vi møder dem hver dag mange steder i verden, uagtet om de er udenlands i en periode af deres liv eller bor permanent udenfor Danmark.
Den danske kirke bliver for rigtig mange et vigtigt holdepunkt, en base og en ekstra familie, hvor de kan hente fornyede kræfter og forbinde sig med alt det, hvori man henter sin identitet.
Når vi spørger brugerne af kirken, hvad de ønsker sig, er listen lang – rigtig lang! Faktisk ønsker de ”Danmark i en maggiterning”, hvor der, foruden de kirkelige tilbud, også findes alt fra sprogundervisning til sundhedsplejerske og selvfølgelig netværk og aktiviteter til alle livets forskellige faser. Vi prøver så godt, det er muligt, at imødekomme de mange ønsker, der vidner om vores lille lands store styrke.
Mange aktiviteter bæres i udlandet af frivillige kræfter, og det er ofte et engagement, som vækker opsigt, for det er netop denne indsats, som er fundament for økonomien i en dansk kirke i udlandet, og som giver muligheden for mange aktiviteter i land såvel som skibsbesøg i de store havne. “Forsamlingshuset” er et vigtigt grundlag for at kunne drive kirken, for her tjenes pengene til driften og til en del af præstens løn. Men det står aldrig alene. Kirken er først og sidst forkyndelsen ved gudstjenester, kirkelige handlinger og omsorg for det hele menneske. Dét, som organisationen sender præster ud for at varetage.
Konfirmationsundervisning er et af de meget vigtige kirkelige tilbud, vi yder alle steder, hvor det er os muligt. Unge kommer, sammen med deres familier, til kirkerne langvejs fra til konfirmandweekender, eller de bruger en lang række lørdage af en sparsom fritid på at deltage i den nutidige danske konfirmationsforberedelse, vores kirker tilbyder. I denne sammenhæng har vi et udstrakt godt forhold imellem folkekirken og kirkerne ude, når fx en ung konfirmand starter sin forberedelse i udlandet for siden at komme hjem til selve konfirmationen – eller omvendt. Den vekselvirkning foregår på bedste vis ved god dialog mellem folkekirkepræster, forældre og DSUK-præster, og måske kan dette gode samspil endda udfoldes yderligere.
Ved hjælp af en aktiv pastor emeritus fik vi i år 16 unge danskere undervist både online og fysisk i Dubai. 13 af dem blev konfirmeret under ørkenens sol, og tre rejste hjem til Danmark til den store dag. Måske har flere sognepræster mod på sådan en opgave, hvor man i samarbejde underviser digitalt og i kortere perioder rejser ud til de steder, hvor der ikke er mulighed for en fast dansk præst?
Vi har brug for folkekirken og dens opbakning på alle måder, og vi er ikke i tvivl om, at det beriger folkekirken, når udsendte præster vender hjem til gode stillinger i Danmark fulde af ny erfaring. Vi er nysgerrige på, hvordan vi kan have endnu større glæde af hinanden; måske er studieorlov et emne, vi kan se på med folkekirkepræster, der gerne vil rejse ud? Måske en fast DSUK-repræsentant i hvert provsti herhjemme? Eller hvad med en håndfuld venskabskirker i udlandet til hvert dansk stift?
Lige nu arbejder 42 danske præster og deres assistenter udenfor landets grænser for danskerne og deres familier, og de løber rigtig stærkt både på land og på havnen. At være præst i en stadig mere internationaliseret verden er en stor og spændende udfordring, som hvert sted er lidt forskellig afhængig af det omkringliggende samfund. På tværs af grænser og i en globaliseret digital verden bliver præstegerningen for danskerne i udlandet meget håndgribelig. De har brug for kirken og forsamlingshuset, og det er en væsentlig kirkelig opgave, at vi er med på rejsen. Det vil vi tale meget mere om på vores lands- og repræsentantskabsmøde 30.-31. august, når vi mødes på Hotel Nyborg Strand med engagerede frivillige fra ind- og udland, ansatte, repræsentanter fra folkekirken samt en lang række maritime og kirkelige organisationer.
Kommentarer