Marskland og mangfoldige fællesskaber i Sydslesvig

Marskland og mangfoldige fællesskaber i Sydslesvig

Marskland og mangfoldige fællesskaber i Sydslesvig

# Ledig stilling præst

Marskland og mangfoldige fællesskaber i Sydslesvig

Den Danske Kirke i Udlandet søger præst til Frederiksstad og Husum, Sydslesvig

Stillingen som præst for de to danske menigheder ønskes besat pr. 1. september 2025 eller snarest derefter.

Menighederne

Frederiksstad og Husum ligger på vestkysten, 60 km syd for den dansk-tyske grænse, midt i det flade marskland med åbne vidder. Her præges naturen af Vadehavets og årets rytme med fuglenes træk, og her kommer turister for at nyde den friske luft og de mange kursteder. De to byer er på mange måder forskellige. Husum er en levende handelsby med 33.000 indbyggere og mange kulturtilbud. Det historiske Frederiksstad er – trods sit navn – nok mere en landsby med sine 2.500 indbyggere.

De to menigheder ligner dog hinanden på mange punkter. De er næsten lige store og har et fælles kulturelt udgangspunkt. De har hver sit menighedsråd, og selvom hverdagen leves hver for sig, samarbejder de om arrangementer som foredrag, sangaftener, udflugter og særlige gudstjenester.

Kirkerummene

I Frederiksstad fejres gudstjeneste i Mennonitterkirken fra 1708. Husum Danske Kirke er et moderne byggeri fra 1991 og ligger tæt ved børnehave og skole. Der er i øjeblikket tilknyttet samme organist til begge kirker, og begge steder har en kirketjener samt rengøringshjælp.

Embedsbolig

Præsteboligen er en nyrenoveret villa i tre plan, centralt beliggende i et roligt kvarter i Husum. Kirken, midtbyen og gode indkøbsmuligheder er inden for gåafstand. Huset er et byhus med en mindre have. Det fremstår moderne og lyst og har samtidig mange velbevarede originale detaljer. Der er kontorfaciliteter med eget toilet.

Er du vores kommende præst? – Hvorfor søge denne stilling?

Vi befinder os i en tid, hvor tro og kirkegang ofte har trange kår. Vores to små menigheder – og det danske mindretal generelt – har lidt under de slidsomme nedlukninger i Corona tiden, hvor kendte strukturer blev sat under pres. Mindretallet har gennemgået mange forandringer de senere år, men heldigvis oplever vi nu en voksende lyst til at finde sammen i de lokale fællesskaber igen.

Kirken er en af mindretallets vigtige grundpiller, og som præst hos os skal du have lyst til aktivt at medvirke til at genskabe – eller skabe nye – rammer for fællesskab i kirken og i vores trosliv. Vi sætter stor pris på højmessen, men er også åbne for andre former for gudstjenester.

Du skal være en engageret person, der kan spænde over det store felt, som arbejdet i Sydslesvig byder på. Det indebærer bl.a. at være en del af mindretallets aktiviteter, samarbejde med lokale foreninger og være opsøgende i forhold til mindretallets medlemmer.

Præsteembedet indebærer et bredt samarbejde med mange kontaktflader samt hjemmebesøg. Et vigtigt fokuspunkt for os er, at du har lyst til at styrke kontakten til vores to skoler og øvrige institutioner. Vi oplever nemlig særlige udfordringer med at nå ud til den unge generation og de unge familier.

Du skal have mod på – og lyst til – i høj grad selv at kunne præge dit arbejdsliv. Om du er nyuddannet eller erfaren er ikke afgørende, for arbejdet som præst i Sydslesvig er på mange måder forskelligt fra andre præsteembeder.

Vi ønsker os en præst, der er teologisk velfunderet og kan forkynde evangeliet på en tilgængelig og engagerende måde – og en præst, der sammen med os vil være med til at styrke sammenhængskraften mellem vores to menigheder.

Som præst i Sydslesvig vil du blive en vigtig del af det lokale danske mindretal og kunne opleve en spændende dansk arbejdsplads i tyske flertalsomgivelser. Du vil blive kollega med tyve andre danske præster og få mulighed for at samarbejde med mange danske og tyske organisationer i området.

Alle gudstjenester, møder og arrangementer foregår på dansk, men gode tyskkundskaber er en fordel. Din kontaktflade kommer til også at omfatte tyske kolleger, myndigheder og familier. Hvis du ikke føler dig sikker på det tyske sprog, finansierer Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS) et intensivt tyskkursus, når du er tiltrådt.

Vil du vide mere?

Du er velkommen til at kontakte:

  • Menighedsrådsnæstformand Sabine Harring-Petersen – tlf.+49 (0) 4841 75257 / larsharringpetersen@web.de
  • Menighedsrådsnæstformand Bente Stenger – tlf. +49 (0) 4881 936811 / bentestenger@arcor.de
  • Sydslesvigprovst Hasse Neldeberg Jørgensen, Flensborg – tlf. +49 461 52565 / hnj@kirken.de
  • Biskop Marianne Christiansen, Haderslev – tlf. +45 7452 2025 / kmhad@km.dk
  • Udlandsprovst Selma Ravn, Den Danske Kirke i Udlandet – tlf. +45 7026 1828 / sr@dendanskekirke.dk

Ansøgningsfrist er fredag, 30. maj 2025 kl. 12.00

Ansøgning inkl. CV og en prædiken efter eget valg sendes til HR-sekretær Margareta Bærentzen på mab@dendanskekirke.dk. Du må også gerne medsende anbefalinger, kirkebladsindlæg og andre relevante dokumenter. Hvis du sender personfølsomme oplysninger, bedes du sende din ansøgning via dette link som sikker mail.

Ansættelsesvilkår

Præsten ansættes af Den Danske Kirke i Udlandet og udsendes til tjeneste i Danske Kirke i Sydslesvig. Lønindplacering sker i henhold til overenskomst med Den danske Præsteforening. Ved alle embeder under Den Danske Kirke i Udlandet ydes der et udstationeringstillæg til lønnen. (p.t. kr. 5.137,90 pr. måned).

Ved ansættelse i en udlandskirke bevarer du tjenestealder fra folkekirken. I forbindelse med ansættelse af præster med mulighed for optagelse i Pensionsordningen af 1950 søger Den Danske Kirke i Udlandet straks og uden ugrundet ophold om pensionsmæssig optagelse i ordningen, jf. det til enhver tid gældende regulativ herfor. For øvrige præster og i tilfælde af afslag på optagelse i Pensionsordningen af 1950 indbetaler Den Danske Kirke i Udlandet fra ansættelsens påbegyndelse et samlet pensionsbidrag på 17,1% af den samlede løn til PFA.

DKS er organiseret som en forening efter tysk lovgivning og arbejder efter en samarbejdsaftale med Den Danske Kirke i Udlandet. En gang om året mødes kirkerådet (DKS' bestyrelse) med repræsentanter for menighederne på Kirkedagen (den årlige generalforsamling). DKS er inddelt i 6 kirkekredse, og samarbejdet i og mellem kredsene er formaliseret i bl.a. møder og arrangementer med de nærmeste præstekolleger og nabomenighederne.

Der tages forbehold for ændringer af ansættelsesområdet.

Se mere om Den Danske Kirke i Udlandet på www.dendanskekirke.dk

Læs mere om at være præst i Sydslesvig på www.dks-folkekirken.dk/praest-i-sydslesvig

Du vil måske også kunne lide...