SØMANDSPRÆST TIL SINGAPORE

SØMANDSPRÆST TIL SINGAPORE

SØMANDSPRÆST TIL SINGAPORE

# Ledig stilling præst

SØMANDSPRÆST TIL SINGAPORE

Stilling som sømandspræst ved Den Danske Sømandskirke i Singapore er ledig til besættelse fra. 1. april 2026 – eller snarest derefter. 

Sømandspræsten er præst for danskerne i Singapore og ansvarlig for betjeningen af de søfarende ombord på danskflagede skibe, som anløber havnen i Singapore. I samarbejde med assistenten i Malaysia har sømandspræsten også ansvar for betjening af danskflagede skibe, som anløber Tanjung Pelepas (PTP) i Malaysia. Sømandspræsten er ligeledes daglig leder for lokale samt udsendte medarbejdere. 

Singapore er en af verdens travleste havne. Der forventes ca. 200 skibsanløb årligt af danskflagede skibe. Disse skibe besøges af sømandspræsten. Denne velfærdsopgave forgår i samarbejde med den danske handelsflådes miljø- og velfærdsråd, Sea Health and Welfare. Det forventes, at sømandspræsten deltager i det kollegiale fællesskab med de andre sømandskirker i Singapore samt Singapore Havns velfærdsarbejde. Terminalen ligger ca. 45 min. kørsel fra sømandskirken.

Som del af stillingen indgår sømandspræsten desuden i et kollegialt netværk med de andre sømandspræster og assistenter i sømandsklubberne i Den Danske Kirke i Udlandet (DDKU), hvor man sparrer om og udvikler egen praksis i henhold til Strategi for kirkelig betjening af de søfarende. Der forventes desuden, at sømandspræsten bruger tid og har lyst til at deltage i organisationens to store fondsstøttede søfartsprojekter sammen med de øvrige sømandspræster og assistenter. 

Sømandspræsten er også præst for de ca. 1100 bosiddende danskere i Singapore. I samarbejde med assistenten laves der kirkelige og kulturelle tilbud for dem, og der er tradition for en god opbakning til de kulturelle arrangementer og frokoster. Sømandskirken har tradition for at være repræsentant for Danmark i Singapore. Der prioriteres et tæt samarbejde med den danske ambassade og åbenhed for inddragelse af danske foreninger og virksomheder i sømandskirkens aktiviteter.

Kirken er selvfinansieret, dog betales udsendtes løn af DDKU. Det forventes at sømandspræsten i samarbejde med kirkerådet vil tage aktivt del i tilvejebringelse af midler til kirkens drift via sponsorater, medlemskaber og ikke mindst den vigtige julebasar. Kirken afvikler også en del firmafrokoster, som bidrager til kirkens indtjening. 

Der er gudstjeneste i kirken 2-3 gange pr. måned. Dertil er der et konfirmandhold. I 2024 var der tre dåb, tre velsignelser og en bisættelse. 

Sømandspræsten assisteres i det daglige arbejde af en udsendt assistent samt lokalansatte og assistenten i TPP, Pelepas, Malaysia. Sømandspræsten forventes tilknyttet Den danske Ambassade i Singapore som socialattaché. 

Vi søger en præst som

  • er teologisk velfunderet og kan formidle evangeliet på en inspirerende måde, så det relaterer sig til menighedens dagligdag og aktuelle emner i tiden.
  • har lyst og evner til den særlige opgave at besøge skibe med de deraf følgende samtaler/sjælesorg.
  • har evne og vilje til ledelse af såvel de ansatte ved kirken som de mange frivillige.
  • vil tage aktivt del i sociale og kulturelle aktiviteter.
  • er indstillet på de specielle forhold der præger det at være udlandspræst – bl.a. skal præsten sammen med kirkerådet tage ansvar for, at der rejses midler til den daglige drift.
  • vil samarbejde med lokale danske organisationer og med lokale maritime velfærdsorganisationer og andre sømandskirker/missioner. 

Sømandskirken

Sømandskirken ligger i et dejligt grønt turistområde på Mount Faber ikke er langt fra bycentrum og havnen. Kirken er et særpræget, men smukt hus fra 1909. Der er en have omkring huset, hvoraf en del er indrettet til legeplads. 

Præsteboligen er en stor og smuk lejlighed på 1. sal i sømandskirken. Lejligheden indeholder én meget stor stue, der bruges til spisestue og dagligstue (i forlængelsen af den er en dejlig lukket veranda med skodder), et soveværelse med en mindre åben terrasse, et gæste-/børneværelse med en noget større åben terrasse, et værelse (kontor/bibliotek med en fin lukket veranda med skodder) to badeværelser og et stort køkken. Hele bygningen gennemgik en omfattende renovering i 2024, og badeværelse og køkken i præstebolig bliver renoveret 1. kvartal 2026. 

Andre oplysninger

Alle oplysninger om kirkens liv og dagligdag kan i øvrigt findes mere uddybet på kirkens hjemmeside samt i dette prospekt, hvor man også finder videoer om kirken og præsteboligen.

PROSPEKT OM KIRKEN, STILLINGEN OG STEDET.

Ansættelsesvilkår

Præsten ansættes og udsendes af DDKU. Nærmere oplysninger om organisationen findes på www.dendanskekirke.dk

  • Præster ansat i DDKU indplaceres efter Ny Løn. Lønsystemet er baseret på lønsystemet for præster i Danmark. Præster følger de regler for fastansættelse af tjenestealder og beregning af anciennitet, der gælder for præster i den danske folkekirke.
  • I forbindelse med ansættelse af præster med mulighed for optagelse i Pensionsordningen af 1950 søger DDKU straks og uden ugrundet ophold om pensionsmæssig optagelse i ordningen, jf. det til enhver tid gældende regulativ herfor. For øvrige præster og i tilfælde af afslag på optagelse i Pensionsordningen af 1950 indbetaler DDKU fra ansættelsens påbegyndelse et samlet pensionsbidrag på 18,07 % af den samlede løn til PFA.
  • DDKU sørger for aftaler med SKAT, udstationeringsforsikring, ansøgning om tilknytning som socialattaché til den danske ambassade etc. og hjælper med alle nødvendige praktiske opgaver i forbindelse med udsendelsen. DDKU står for flytning og rejse.
  • Præsten har ret til en frirejse til Danmark med evt. familie hvert 2. år.
  • Man ansættes efter de gældende regler i DDKUs overenskomst med Præsteforeningen. Det er ikke en åremålsansættelse. Imidlertid er det vigtigt, at der i udlandet holdes kirke på en nutidig, folkekirkelig måde. Det er derfor ikke hensigten, at man er præst hos os i en meget lang årrække, men at man derimod er en del af vekselvirkningen mellem folkekirken og udlandskirkerne. Der er rådighedstillæg og et udetillæg.  

Kontaktoplysninger (OBS: husk tidsforskel på +7 timer)

Formand for kirkerådet Oliver Andersen, e-mail oandersen@poten.com, mobil: +65 96181225

Udlandsprovst Selma Ravn tlf. 7026 1828, e-mail sr@dendanskekirke.dk.

Tilsynsførende biskop er Peter Skov-Jakobsen, tlf. 3347 6500, e-mail PESJ@km.dk.

Ansøgningsfrist er fredag den 30. januar 2026 kl. 12.00 

Ansøgning inkl. CV og en prædiken over selvvalgt evangelietekst sendes pr. mail til HR-sekretær Margareta Bærentzen på e-mail mab@dendanskekirke.dk. Hvis du vedlægger dokumenter med personfølsomme oplysninger som cpr.nr. etc., bedes du sende hele din ansøgning via dette link.

Du vil måske også kunne lide...