Volontørerne – unge i alderen ca. 20-30 år – som vi sender ud i verden for at arbejde med alt fra madlavning, indgangsbøn og kommunikation til skibsbesøg får mange udfordringer i det år, de er afsted. Indimellem også flere end de kunne have ønsket sig. De bokser over deres vægtklasse og løser alverdens opgaver i det spænd en udlands- eller sømandskirke opererer.

Når man beder dem beskrive deres oplevelser med bare et ord, siger de:

Vanvittigt – Udfordrende – Emotionelt – Sindssygt – Givende

Der er smil på læberne rundt om bordet i Benediktekirken, hvor de - et halvt år inde i ansættelsen - mødes til fællestræf for at sparre og udveksle erfaringer. Og gode oplevelser skorter det heller ikke på.

Venskab, åbenhed og hjertevarme

Michala var bruger af kirkens tilbud for danske unge i Bruxelles, før hun søgte volontørjobbet. Hun fortæller, at samarbejdet med den anden volontør, Othilia, er helt fantastisk. ”Vi er de bedste veninder. Vi griner hver dag og kan også støtte hinanden, hvis det bliver svært.”

I Hamborg er det de første skibsbesøg, der dukker op som en af de allerbedste oplever. Emilie siger: ”Det var enormt rørende, for det gik op for mig, hvor specielt det er at møde op som fremmed og blive taget imod med så stor åbenhed! Det overraskede mig. Der er så meget tiltro til os, der kommer fra kirken, at de søfarende åbner helt op og fortæller om deres liv. De trænger virkelig til nogen, der lytter.”

Mira fra Rotterdam supplerer i forhold til skibsbesøgene: ”De vil så gerne i land og har også ret til det, men det er nærmest umuligt og voldsomt dyrt for dem. Så er vi dagens helte, når vi kan køre dem ind til byen eller kirken. Det er fedt og meningsfuldt og hér, den kirkelige del af jobbet mærkes stærkest for mig. De har brug for at fortælle om de sindssyge ting, de oplever med fx pirateri og blinde passagerer.”

En kæmpe buket fra en frivillig til sensommerfest i Berlin er Wilmas eksempel. Hun fik de flotte blomster for at have lavet mad og for at være i kirken. ”Vi får generelt stor anerkendelse og møder meget hjertevarme,” siger hun.

Det kan også være svært

”Ingen ord ville kunne forberede mig på, hvad julemarkedet gik ud på rent arbejdsmæssigt,” siger Michala med et smil ”Mine forventninger til mig selv, passede slet ikke til virkeligheden, og jeg var enormt hård ved mig selv, selvom alle sagde, at jeg gjorde det virkelig fantastisk.”

Julemarkederne er og bliver årets allerstørste opgave med nogle svimlende resultater og tal, der giver et praj om, hvorfor Michala siger, som hun gør. Et sted var omsætningen på 1 mio. danske kroner, et andet sted kom der 6.000 gæster forbi over to weekender.

Kulturforskelle ombord og blandt frivillige Et udfordrende skibsbesøg i Rotterdam, hvor udenlandske sømænd var ubehagelige og nærgående overfor assistenten, var ikke sjovt. ”Jeg sad der ene kvinde med et job, hvor jeg skulle være social og udadvendt. Det slog mig lidt ud af kurs,” fortæller Mira. ”Der blev taget hånd om det hjemme i kirken, og det er heldigvis heller ikke kutymen.”

Frivilligkulturen trænger til udvikling, synes Wilma, der er assistent i Berlin. ”Man er nødt til at give en aktie til både os udsendte og frivillige på destinationen i forhold til de opgaver, vi skal løse. Hvis det skal være sjovt oveni, at det er hårdt, skal man føle ejerskab. Og det kan godt være træls, når nogen, der har været med i mange år, retter og kommer med anvisninger til, ”hvordan vi plejer at gøre. Der må være tiltro til, at dét, de frivillige gerne vil, det skal de nok kunne finde ud af.”

Preben er enig: ”Det er en kunst at blande ældre frivillige med mange år på bagen med nye, der gerne vil være med, men også helt nødvendigt, for der mangler frivillige de fleste steder.”

Et vildt år!

Alle fortæller, at det er vanskeligt at balancerer arbejde og fritid, da man bor og arbejder samme sted. ”Fordi vi bor tæt, bliver det nærmest en familiær ramme, men familien er så også min chef,” siger en og en anden: ”Vi er viklet ind i hinanden, og man kan ikke rigtig gå hjem. Det kan man altså ikke forstå, før man prøver det.”

De gode råd til næste hold

”Søg i en by du gerne vil opleve – det er der, du finder pausen – når du går ud ad kirkens dør,” lyder et råd til deres efterfølgere. Og et andet: ”Opsøg netværk der ikke har noget med kirken at gøre og få en hobby, hvor du bevæger dig.” Preben tilføjer: ”Tag selv ansvar for det år, du er afsted.”

Alle er enige om, at arbejdet er ekstremt meningsfuldt og ville ikke have været oplevelsen foruden, for der har været stor læring og mange oplevelser. Også assistent-træffet er helt særligt – blandt andet skal de sammen ud at opleve Hamborg: Emilie, Preben, Wilma, Estrid, Mira og Michala – 2025/2026’s seje assistenter.

FAKTABOKS Den Danske Kirke i Udlandet sender hvert år et antal assistent ud til kirkerne. De er typisk afsted 10 måneder som volontører med diæter, betalt rejse og bolig. Udover på de Europæiske destinationer, er der også assistenter i Sydney, Hong Kong og Singapore.