26/06/2026 0 Kommentarer
En kage og en samtale, der gjorde en forskel
En kage og en samtale, der gjorde en forskel
# Nyheder

En kage og en samtale, der gjorde en forskel
Den 25. juni markerer vi Day of the Seafarer verden over. En dag, der sætter fokus på de mennesker, der hver dag holder verdens handelsstrømme i gang til søs - sommetider under meget krævende forhold.
Hos Den Danske Kirke i Udlandet er dagen også en anledning til at sætte lys på det arbejde, der foregår tæt på de søfarende. Et fokus, der ofte foregår i det stille og langt fra offentlighedens opmærksomhed.
I havne verden over er kirkens sømandspræster og assistenter taget ud til skibe for at møde besætningerne. I dag med noget så enkelt som kage og chokolade. "Her har vi travlt med at dele kager og chokolade ud til besætningerne på de danskflagede skibe. Skibet her er Maersk Leon, som i disse dage ligger i havnen,” fortæller præst Erik Graumann, der har sin daglige gang i Algeciras.

Foto: Dagen skulle markeres på rette vis. Derfor var alle kagerne pyntet med fejringen af Day of the Seafarer.
Men det, der begynder med en kage, bliver ofte til noget mere.
I Pelepas oplevede Rebecca Holm netop det.
"Under kageuddeling mødte jeg en søfarende, som lige havde mistet sin mor. Det at bringe kager ud var selvfølgelig dejligt, men det ledte mig også til et menneske, der virkelig havde brug for nogen at tale med."
Hun fortsætter.
"En kage er et symbol på taknemmelighed og anerkendelse af de mennesker, som arbejder ude på havet. De går igennem de samme sorger og bekymringer som alle os andre, men de er ofte alene og langt væk hjemmefra."
Og mødet med besætningen udviklede sig hurtigt til et fristed.
"Takket være vores gode kollegaer og det arbejde, vi er kendt for, spurgte han: ”Will you pray with me?’"
Det er netop i de øjeblikke, at kirkens arbejde er uerstattelig.
Day of the Seafarer handler om at anerkende de mennesker, der arbejder til søs, men også om at minde om, at de ikke står alene. For Den Danske Kirke i Udlandet er arbejdet blandt søfarende et spørgsmål om at være til stede – både i de små møder og i de store livssituationer.
Kommentarer