16/10/2026 0 Kommentarer
Præst til Den danske Menighed i Valsbøl Pastorat, Sydslesvig
Præst til Den danske Menighed i Valsbøl Pastorat, Sydslesvig
# Ledig stilling præst

Præst til Den danske Menighed i Valsbøl Pastorat, Sydslesvig
Den Danske Kirke i Udlandet søger fra 15. december 2026 eller snarest muligt derefter præst til embedet i Den danske Menighed i Valsbøl, Medelby, Store Vi og Skovlund, Sydslesvig.
Valsbøl er et historisk sted lige syd for den dansk-tyske grænse 15 km vest for Flensborg. Menigheden blev oprettet kort efter afstemningen i 1920 og fejrer i dag gudstjenester fire steder i pastoratet, hvor Valsbølhus, der er skole og forsamlingshus, udgør et naturligt centrum. Menigheden søger en præst, der kan formidle det kristne budskab, så alle føler sig hjemme i kirken.
Embedet i Valsbøl Pastorat byder på:
en historisk dansk menighed i Sydslesvig med et stærkt folkeligt og kulturelt fællesskab
et varieret præsteembede med gudstjenester på fire prædikesteder og gode muligheder for faglig og kirkelig udvikling
et aktivt samarbejde med tre danske skoler, daginstitutioner og lokale foreninger
en velholdt præstebolig med stor have og smuk natur i attraktiv beliggenhed
mulighed for at sætte sit eget præg på en levende mindretalskirke, hvor det kirkelige, folkelige og kulturelle går hånd i hånd
Hvad tilbyder vi?
Valsbøl Pastorat har et folkeligt bagland på ca. 1.000 dansksindede. Menigheden betjenes via fire prædikesteder med 65-70 årlige gudstjenester samt ca. 10 daginstitutions- og skolegudstjenester.
I Valsbøl fejres der gudstjenester på Valsbølhus i den smukke kirkesal, der er indrettet i 2003 og har et elektronisk orgel fra 2006. Der er ca. 40 siddepladser.
I Store Vi benyttes den lokale tyske sognekirke efter aftale med den tyske menighed. Kirken har ca. 200 siddepladser og et pibeorgel.
I Medelby omdannes et klasseværelse på Den danske Skole til kirkesal. Her er 30 siddepladser samt et Ahlborn el-orgel. Skolekirken er lejlighedskirke.
I Skovlund opstilles til gudstjeneste i Forsamlingshuset, som står på skolens grund. Her forefindes ca. 25 siddepladser. Forsamlingshuskirken er lejlighedskirke.
Der er tradition for, at de lokale sognekirker i Nr. Haksted, Medelby og Valsbøl benyttes i forbindelse med konfirmation, bryllup og begravelse eller bisættelse.
På almindelige søndage bidrager menighedens medlemmer med en stabil kirkegang ved en trofast kernemenighed. Kernemenigheden har en høj gennemsnitsalder med sans for tradition. Der er glæde ved at synge sammen, tale sammen og være sammen.
Vi er samtidig en ung kreds gennem et aktivt samarbejde med de tre lokale skoler. Vi oplever, at skolerne regner med menigheden, og at der er god opbakning til børne- og ungdomsgudstjenester. Menighedsrådet består af en formand, en næstformand, en honorarlønnet kasserer, tre bisiddere, to suppleanter og præsten. Vi benytter skiftende organistbetjening. Kirketjenerfunktionen varetages af en deltidsansat, der også er kirkesanger.
Valsbøl Pastorats område har tradition for at have et forholdsvist stort dansksindet mindretal i Sydslesvig. Menigheden blev oprettet kort efter afstemningen i 1920, idet lokale dansksindede og Maren Sørensen tog fat på menighedsarbejdet i 1923. Historien om Maren Sørensen og om den første tid lever videre i Valsbølhus, som er bygget til det formål at give det danske mindretal et fast dansk udgangspunkt på egnen. Den historie ønskes bevaret og båret videre i mindretallets bevidsthed.
Menighedens og dermed præstens nærmeste samarbejdspartnere inden for børne- og ungdomsarbejdet er de lokale dagtilbud og grundskoler samt overbygningsskolerne i Læk og Flensborg. I menighedens område findes to daginstitutioner for børn i alderen 0 – 6 år samt tre grundskoler med i alt ca. 150 elever fra 1. - 6. klasse. Der er et godt skole-/kirkesamarbejde med alle tre skoler. Konfirmandundervisningen finder sted i 8. klasse.
Der er tradition for samarbejde med kulturforeningen SSF og Den slesvigske Kvindeforening i forbindelse med ældrearbejde, foredrags- og filmarrangementer, syssel- og litteraturkreds, ligesom der er god tilslutning til skærtorsdagsmiddagen, Årsmødet, høstgudstjenesten, høstudflugten, adventsfesten, Levende adventskalender og nytårseftermiddagens gudstjenesten. Der er godt samarbejde med de danske nabomenigheder samt god kontakt til pastoratets tyske præster.
Menigheden udgiver eget kirkeblad og samarbejder derudover med de øvrige lokale danske foreninger ved udgivelsen af lokale informationsblade samt om offentlighedsarbejde for alle indbyggere i de fire kommuner – på print og digitalt.
Præsteboligen, der ligger nabo til Valsbølhus på Maren Sörensen Weg i 24980 Wallsbüll, er opført i 1948. Den er i god og velholdt stand og omfatter ca. 140 m2 i stueplan, ca. 75 m2 på 1. sal (skrå vægge) samt en kælder på ca. 110 m2. Hertil kommer en nyere terrasse, god udebelysning, en garage med redskabsrum og stor have grænsende til skøn natur. Dele af præsteboligens udearealer vedligeholdes af et firma, som menigheden betaler. De husnære arealer passes for tiden af en timelønnet havemand. Afstand til Flensborg er 15 km, til motorvej A7 er der 7 km.
Der stilles et møbleret kontor på ca. 15 m2 samt nødvendigt kommunikationsudstyr og en kopimaskine til rådighed. Kontoret er beliggende i præsteboligen og har separat indgang.
Hvad ønsker vi?
Som præst i Sydslesvig arbejder du på folkekirkelig vis med de særlige vilkår og udfordringer, der gør sig gældende som mindretalskirke. Her samarbejder det kirkelige, folkelige og kulturelle som tæt forbundne kar, en sammenhæng, som menigheden forventer, at ansøgeren vil leve sig ind i og bidrage til. Vi taler dansk, når vi er sammen. Du kan dog have stor gavn af at være fortrolig med det tyske sprog, blandt andet fordi vi jævnligt har gudstjenestefællesskab med dele af de lokale tyske menigheder.
Vi oplever, at skolerne jævnligt rækker ud efter præsten, gerne i forbindelse med kirkeårets højtider. Skolerne har en forventning om, at præsten også rækker ud til dem med relevante tilbud målrettet børn. Vi ønsker en præst, som har lyst til at arbejde med vore børn og unge, og som kan samarbejde med både daginstitutionernes og skolernes ledelse og øvrige medarbejdere.
Det forventes, at præsten redigerer pastoratets kirkeblad, passer Facebook-profilen samt hjemmesiden i samarbejde med DKS' webmaster. Da der er tale om et landsogn, er det nødvendigt af have kørekort og bil.
Vi er hjælpsomme og imødekommende, men vi forventer, at du er robust, og at du er teologisk velfunderet. Kan du se dig selv i vores brogede menighed lige midt i et historisk rigt landskab, vil vi glæde os til at høre fra dig.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte:
Menighedsrådsformand Kirsten la Cour, tlf. +49 4639 782402 eller lac@lacour-skovlund.de
Menighedsrådsnæstformand Ellen Losch, tlf. +49 4639 7362 eller ellen.losch@hotmail.de
Provst Charlotte Thea Gade, Flensborg, tlf. +49 157 5713 8423 eller ctg@kirken.de
Biskop Marianne Christiansen, Haderslev, tlf. +45 7452 2025 eller kmhad@km.dk
Udlandsprovst Selma Ravn, Den Danske Kirke i Udlandet, tlf. +45 7026 1828 eller sr@dendanskekirke.dk
Ansøgningsfrist er torsdag den 5. november 2026 kl. 12.00.
Ansøgning inkl. CV, relevante anbefalinger, en prædiken fra påsken 2026 samt evt. henvisning til et kirkeblad eller artikel om et teologisk/kirkeligt emne sendes til Margareta Bærentzen (HR) på mab@dendanskekirke.dk. Hvis du sender personfølsomme oplysninger, kan du sende din ansøgning via dette link som sikker mail: https://dsuk.signflow.dk/webapp/securemailbox/new
Alt det med småt
Får du stillingen, bliver du en af de 21 danske præster i landsdelen. Præsterne ansættes af Den Danske Kirke i Udlandet og udsendes til tjeneste i Sydslesvig. Lønindplacering sker i henhold til overenskomst med Den danske Præsteforening, men stillingen er i udgangspunktet løngruppe 1. Dog skal det betones, at ved alle embeder i Sydslesvig under Den Danske Kirke i Udlandet ydes der et udstationeringstillæg til lønnen (pt. kr. 5.305,02 pr. måned).
I forbindelse med ansættelse af præster med mulighed for optagelse i Pensionsordningen af 1950 søger Den Danske Kirke i Udlandet straks og uden ugrundet ophold om pensionsmæssig optagelse i ordningen, jf. det til enhver tid gældende regulativ herfor. For øvrige præster og i tilfælde af afslag på optagelse i Pensionsordningen af 1950 indbetaler Den Danske Kirke i Udlandet fra ansættelsens påbegyndelse et samlet pensionsbidrag på 18,07 % af den samlede løn til PFA.
Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS) er paraplyorganisation for alle danske menigheder i landsdelen. DKS er organiseret som en forening efter tysk lovgivning og arbejder efter en samarbejdsaftale med Den Danske Kirke i Udlandet. En gang om året mødes kirkerådet (DKS‘ bestyrelse) med repræsentanter for menighederne på Kirkedagen, den årlige generalforsamling. DKS er inddelt i 6 kirkekredse, og samarbejdet i og mellem kredsene er formaliseret i bl.a. møder og arrangementer med de nærmeste præstekolleger og nabomenighederne.
Der tages forbehold for ændringer af ansættelsesområdet.
Se mere om Den Danske Kirke i Udlandet på www.dendanskekirke.dk
Læs mere om at være præst i Sydslesvig på www.kirken.de/praest-i-sydslesvig
Kommentarer