Shanghajet i Silkeborg.

Af Susanne Sønderbo, volontørpræst ved Den Danske Kirke i Gøteborg

Er det muligt at blive "shanghajet" midt i Silkeborg ved højlys dag? Jeg troede, det var noget, som skete i 1800-tallet i Shanghai, hvor det var almindeligt at skaffe mandskab til et skib ved at tvinge eller ved list at lokke berusede sømænd om bord til længere sørejser.

Men den tid er ikke helt ovre. Den bruges stadig - omend i en anden forklædning og meget mere menneskeligt - endda med et himmelsk formål.

For det var på "Himmelske Dage" det hændte for mig. På Mulighedernes Marked kom jeg forbi Den Danske Kirke i Udlandets stand og fik en snak og en karamel. Da deres udsendte medarbejder (dette blads redaktør) hørte, at jeg var "gammel præst", pegede hun direkte på mig og sagde: "Vi har sådan brug for en præst i Gøteborg!"

Jeg kunne ikke slippe tanken på denne udfordring, men alt i mig protesterede samtidig. For nu havde jeg netop tænkt mig at slå mig til ro i fædrelandet efter mange år i udlandet.

Efter 22 år som præst (i menighed og på hospital) i Hamar i Norge, flyttede jeg tilbage til Danmark i november 2022, efter jeg var blevet enke. Jeg har en dejlig lejlighed med havudsigt i Mikkelborg Park ved Hørsholm/Rungsted Kyst. Herfra kan jeg se Kronborg og de to færger, som hele tiden krydser hinanden mellem Helsingør og Helsingborg. Ironisk nok, så kan jeg ikke undgå at se svenskekysten hele tiden. Om natten er kysten som en lysende stribe - og så bliver jeg direkte spurgt, om jeg vil være præst på den anden side af Øresund! Efter nogle dages overvejelser og samtaler med ledelsen i Danske Kirke i Udlandet og menighedsrådet i Gøteborg, slog jeg til.

Siden jeg blev student for 52 år siden, har jeg været optaget af kultur og etniske forskelligheder samt af, hvad der sker med mennesker, når de frivilligt eller ufrivilligt (som fx flygtninge) skifter land, sprog og kultur. Mit engagement var så stort, at jeg skrev speciale i klinisk psykologi i 1981 med titlen: "Kulturchok. Chok og/eller chance?”  Jeg blev cand.psych. i 1982 og §2 præst i 1998.

Kulturchokreaktioner er som et kriseforløb, en U-kurve. Og det interessante er, at når man kommer tilbage til sin oprindelige kultur efter flere år i udlandet, skal man igennem en gen-tilpasning. Det bliver som en W-kurve. Man skal igennem tilsvarende stressfaktorer. Danmark har forandret sig, siden du rejste ud - og det har du også! Det er måske derfor, at de, som har virket i udlandet, søger ud igen?

Og det er hér, at Den danske kirke i Udlandet bliver aktuel. Vi har brug for "oaser", når vi er i udlændighed, når den første begejstring er faldet, og hverdagen begynder! De - som måske ikke kommer i kirken hjemme - opdager nu i udlandet, det fællesskab kirken byder på.

Dette er godt beskrevet i en nyere salme af Janne Mark, nr. 71 i Højskolesangbogen: "Et hus at komme til." Salmen beskriver for nutidsmennesket, hvad kirken er og kan på en let og forståelig måde for både kirkevante og knap så kirkevante.

Netop på grund af den livgivende dynamik der er mellem kirke og kultur, glæder jeg mig til denne nye uventede udfordring i Gøteborg og føler mig godt udrustet til dette. Mine mange års erfaring som præst i et andet nordisk land, vil komme mig til gode. 

Livets gode udfordringer stopper ikke nødvendigvis, når du er 70+. Hermed er opfordringen givet videre til andre pensionerede præster: Carpe Diem.